
MED-aftalen og årshjulet
En åben og dialogbaseret kultur med gensidig tillid mellem ledelse og medarbejdere er essentielt for en kvalificeret løsning af kerneopgaver på arbejdspladsen.
MED-aftalen i Randers Kommune bygger på, at alle medarbejdere skal have mulighed for MED-indflydelse og MED-bestemmelse (MED) på egne forhold og på rammerne for arbejdet - enten direkte eller gennem en medarbejderrepræsentant.
Formålet med MED-aftalen om medindflydelse og medbestemmelse er at skabe grundlag for forbedring og udvikling af samarbejdet og sikre et sundt arbejdsmiljø for medarbejdere og ledelse på de enkelte arbejdspladser og i Randers Kommune som helhed.
MED-aftalen bygger på:
- at der er gensidig tillid mellem ledelse og medarbejdere.
- at begge parter indgår i en fælles kultur af åbenhed, lyst til at samarbejde og vilje til at inddrage den anden part i beslutningsprocessen.
- at aftalen skal være let at forstå og administrere, således ledere og medarbejdere kan bruge kræfterne på det daglige arbejde.
Årshjulet indeholder fire ordinære møder. Tematikkerne gælder både for Hovedudvalget, sektor-, område- og lokale MED-udvalg. Årshjulet indeholder obligatoriske punkter til status, information og drøftelse. Alle temaer skal adresseres i løbet af et år – dog bør temadrøftelserne planlægges og drøftes efter lokal relevans. I den forbindelse kan det enkelte MED-udvalg yderligere aftale at rokere temaer mellem kvartalerne i årshjulet. Herunder er der for hvert kvartal lavet forslag og vejledning til drøftelse af både de faste punkter samt temadrøftelserne.