Reboarding
Reboarding kommer i spil når en medarbejder kommer retur fra orlov, længerevarende sygdom, barsel eller af anden årsag har været væk fra arbejdspladsen i en længere periode.
Når en medarbejder har været væk fra arbejdspladsen i en længere periode, kan der være sket ændringer i organisationen, i arbejdsopgaverne og måske er der kommet nye kollegaer. Der kan også være nye tekniske hjælpemidler, kurser som medarbejderen er gået glip af, en ny strategi eller nye samarbejdspartnere som skal præsenteres.
Derfor vil det være en god ide at tilbyde et forløb, som kan hjælpe med indflyvning og give en blød opstart, til den tilbagevendende medarbejder.
Hvorfor er reboarding vigtigt?
Reboarding er en vigtig disciplin for at hjælpe medarbejdere med at komme godt i gang igen.
Det vil være med til at give medarbejderen en følelse af at høre til som er et vigtigt element i forhold til tilknytningen og den generelle trivsel for medarbejderen. En god reboarding er med til at skabe tryghed, og det gør en stor forskel at medarbejderen føler sig velkommen - det mindsker usikkerheden ved at have været væk over en længere periode, og højner deres engagementet og motivation
Med en god reboarding får medarbejderen hurtigere skabt værdi – både for dem selv og arbejdspladsen.
Hvordan reboarder vi?
Når vi reboarder skal medarbejderen ikke igennem et ordinært onboardingforløb. Der er stadig behov for et introprogram, men det skal være tilpasset i forhold til hvor længe medarbejderen har været væk og hvor mange forandringen der er sket på arbejdspladsen – både organisatoriske ændringer og ændringer i medarbejderens opgaveløsning, og øvrige forandringer der kan betydning for medarbejderen.
Tag udgangspunkt i tjeklisten og introprogrammet for onboarding, og tilpas det så det giver mening i forhold de ændringer der er sket mens medarbejderne har været væk.
Her er oplistet de emner man altid bør have med i sin reboarding:
- Modtagelsen
- Praktisk introduktion
- Social og faglig introduktion – herunder Buddyordning
- Introduktion til de tekniske hjælpemidler
- Faglige kurser/uddannelse (er der brug for nye kompetencer?).
Husk at afholde et opfølgende statusmøde med medarbejderen ca. 3 måneder efter opstart.
God arbejdslyst!