Rygepolitik

Randers Kommunes retningslinje fastsætter regler for rygning blandt kommunens ansatte og folkeskoleelever, samt på fritids- og idrætsanlæg ved nyforpagtning.

Randers Kommune er en røgfri arbejdsplads. Det betyder, at man ikke må ryge på matriklerne på Randers Kommunes arbejdspladser; dvs. institutioner, bygninger, køretøjer, materiel og tilknyttede matrikler er røgfrie. Det samme gælder de institutioner, der har driftsoverenskomst med Randers Kommune. Rygeforbuddet omfatter også E-cigaretter. For dagplejehjem skal hele hjemmet være røgfrit i arbejdstiden. Lokaler, der primært er indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal være røgfrie hele døgnet. Rygepolitikken gælder for alle der færdes på matriklerne på Randers Kommunes arbejdspladser, som det er defineret ovenfor.

Som ansat i Randers Kommune må du ikke ryge i arbejdstiden. For de medarbejdergrupper, som har arbejdsgiverbetalte pauser, er pauserne omfattet af arbejdstiden. For de faggrupper, som i henhold til overenskomster har selvbetalte pauser, defineres pauserne som værende ikke omfattet af arbejdstiden. Det indebærer for alle, at rygning ikke er tilladt i hele arbejdstiden, under transport til og fra møder og ved hjemmearbejde. Det indebærer også, at det ikke er tilladt at flekse ud for at ryge. Der må ikke ryges, mens man bærer Randers Kommunes uniformer.

Elever på Randers Kommunes skoler/institutioner må ikke ryge i den tid, de er på skolen eller i institutionen, heller ikke udenfor matriklen. Der må ikke sælges tobak på Randers Kommunes fritids – og idrætsanlæg (reglen træder i kraft ved nye forpagtningsaftaler eller forlængelse af eksisterende). (Ovenstående afsnit om rygning er godkendt i Byrådet d.17.september 2018)

Læs også om den nationale rygelov på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Rygestopkurser

Der tilbydes gratis rygestopkurser til ansatte, der ønsker at holde op med at ryge. Læs mere om Randers Kommunes rygestoptilbud.

Du kan også sende en mail til rygestop@randers.dk for mere info.

Konsekvenser

Overtrædes regler og aftaler om rygning vil forholdet blive håndteret i henhold til sædvanlige ansættelsesretlige regler, og ledere kan rette henvendelse til Personale & HR med henblik på rådgivning.

Retningslinje for borgers rygning og brug af euforiserende stoffer

Formål:

  • At sikre at der arbejdes med at fremme et sundt og røgfrit arbejdsmiljø
  • At sikre at medarbejderen ikke bliver udsat for passiv rygning
  • At sikre at medarbejderen ikke påvirkes ved passiv rygning af euforiserende stoffer
  • At sikre at medarbejderen ved, hvordan vedkommende skal forholde sig, hvis der bliver røget i en borgers hjem.

Retningslinjen er udarbejdet i relation til Randers kommunes rygepolitik og er udarbejdet af sektor MED fra Sundhed, Omsorg, Social og Familie samt godkendt af Hovedudvalget.