Retningslinjer for brug af billeder
Tager du billeder af mennesker, fx til brug på hjemmesiden, er du omfattet af reglerne om databeskyttelse.
Kommunikation arbejder på at udforme en ny skabelon for samtykke/oplysningspligt.
Behandling af billeder af identificerbare personer er en behandling af personoplysninger. De databeskyttelsesretlige regler skal derfor overholdes, når der offentliggøres billeder af identificerbare personer.
Tidligere har Datastyrelsen skelnet mellem portrætbilleder og situationsbilleder, hvor man kunne offentliggøre situationsbilleder uden samtykke mens portrætbilleder krævede samtykke. Den praksis er ændret.
Hvornår du skal indhente samtykke, når du tager billeder, afhænger grundlæggende af en helhedsvurdering af billedet og formålet med offentliggørelsen. Det er kommunen der skal vurdere på hvilket behandlingsgrund et billede af en identificerbar person kan offentliggøres.
Kommunen skal have et behandlingsgrundlag (hjemmel) til at kunne behandle personoplysningen (altså billedet af en identificerbar person).
Kommunen kan offentliggøre et billede hvis:
- Det er nødvendigt af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse. Det kan fx være information om noget samfundsrelevant.
- Hvis det henhører under offentlig myndighedsudøvelse eller
- Hvis en person har givet samtykke
Oftest vil kommunens behandlingshjemmel være ”offentlig myndighedsudøvelse”, da både forvaltningsakter og faktisk forvaltningsvirksomhed falder under dette begreb. Kommunen kan behandle billeder og film med identificerbare personer, hvis det sker som led i myndighedens udførelse af sine opgaver, og som udgangspunkt er det f.eks. omfattet at reklamere for arrangementer på kommunens institutioner. Faktisk forvaltningsvirksomhed er alle de opgaver kommunen har, hvor der ikke træffes en egentlig afgørelse, f.eks. at drive børnehaver, skoler m.v., orientering til borgere om kommunen på hjemmesiden m.v.
Hvornår kræves der samtykke?
Følsomme oplysninger og strafbare forhold
Offentliggørelse af billeder, der indeholder følsomme oplysninger eller oplysninger om strafbare forhold, kan ikke offentliggøres uden samtykke fra den pågældende person.
Følsomme oplysninger omfatter oplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, helbredsoplysninger og oplysninger om en persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.
Andre situationer, der kræver samtykke
Hvis det ikke hører under de opgaver, som kommunen i almindelighed varetager (myndighedsudøvelse) eller ikke sker i samfundets interesse, vil det kræve samtykke.
Opmærksomhedspunkter ved særlige grupper af borgere
Særlige grupper af borgere kan være børn, ældre, m.v.
Ovenstående grupper nyder en særlig beskyttelse, da de oftest ikke er helt så bevidste omkring de konsekvenser og risici, der kan være forbundet med offentliggørelse af billeder.
Dette betyder ikke nødvendigvis, at man ikke kan offentliggøre billeder af ovennævnte grupper uden samtykke, men det betyder, at man skal være ekstra opmærksom på, at personerne ikke føler sig udstillet, krænket eller udnyttet. Det skal altid overvejes, hvilke eventuelle konsekvenser en offentliggørelse kan have for de personer, der er på billedet. Derudover skal man være opmærksom på ovenstående begrænsning i forhold til følsomme oplysninger, herunder helbredsforhold, som ikke kan offentliggøres uden samtykke.
Oplysningspligt
Oplysningspligten skal opfyldes, når kommunen vil offentliggøre et billede. Den eller de personer, der er på billedet skal være vidende om, at kommunen vil offentliggøre billedet, så de har mulighed for at reagere – f.eks. ved at gøre indsigelse imod offentliggørelsen.
Almindeligvis opfyldes oplysningspligten i kommunen ved, at borgeren modtager et dokument med alle de oplysninger, som skal gives til borgeren. Ved større arrangementer kan det dog være besværligt at give et fysisk dokument til hver enkelt deltager, hvorfor oplysningspligten må opfyldes på anden vis. Det skal blot sikres, at borgerne får den fornødne information, således at de reelt har en mulighed for at kunne gøre indsigelse imod offentliggørelsen af billedet.