
AC-praktikanter
I Randers Kommune ønsker vi at bidrage til universitetsstuderendes uddannelsesforløb. Læs mere om, hvad universitetsstuderende kan bidrage med på jeres arbejdsplads.
I Randers Kommune ønsker vi at være en attraktiv arbejdsplads og bidrage til universitetsstuderendes uddannelsesforløb. Vi tilbyder praktikforløb til studerende, hvor faglig udvikling vægtes højt. I Randers Kommune får de studerende mulighed for at blive en del af arbejdsopgaverne i en politisk styret organisation og samtidig får kommunen og afdelingerne gavn af de studerendes viden og kompetencer fra universitetet.
Om AC-praktikanter
Randers Kommune er interesseret i at lære fra sig og dermed bidrage til studerendes læring og udvikling. De universitetsstuderende vil oftest være kandidatstuderende og dermed langt på deres uddannelse. De er således klædt godt på til at varetage arbejdsopgaverne i de forskellige afdelinger og kan bidrage med opdateret viden indenfor deres felt, som jeres afdeling kan få stor gavn af.
Om praktikforløbet
Praktikforløbets aftales og fastsættes med den ønskede kandidat til praktikpladsen. De universitetsstuderende er underlagt forskellige retningslinjer fra universitetets side, og derfor kan antal timer, start og sluttidspunkt mm. variere fra studerende til studerende. Derfor aftales dette internt med en ønskede praktikant. De studerende har mulighed for at være i praktik i både foråret og efteråret, således kan I selv vælge, hvornår det passer bedst i jeres afdeling. I løbet af praktikken kan den studerende blive en del af et praktikantnetværk, som Personale og HR tilbyder.
Når I som afdeling får en praktikant skal I udvælge en praktikvejleder. En praktikvejleder fungerer som en støttende og faglig mentor, der afholder regelmæssige vejledningssamtaler. Derudover udvælger afdelingen løbende arbejdsopgaver, som både er til gavn for afdelingen og den studerende.
Sådan får jeres afdeling en AC-praktikant
Praktikstillingen skal I som afdeling selv slå op via Randers Kommunes jobside, som ved almindelig medarbejderrekruttering. I kan forhøre jer ved jeres Signatur-superbruger.