Sociale medier
Randers Kommune har ikke en politik om sociale medier som fx Facebook. Læs hvordan du som ansat i Randers Kommune forholder dig til brugen af sociale medier, og hvordan Randers Kommune forholder sig til truende og chikanerende adfærd på sociale medier.
Retningslinjer på den enkelte arbejdsplads
Det er op til det enkelte arbejdssted at fastsætte retningslinjer for medarbejderne. Drøftelse af retningslinjer skal derfor ske på et lokal MED møde på det enkelte arbejdssted.
Overvej din adfærd på nettet
Opslag på sociale medier spredes meget hurtigt – også til personer, som du ikke selv er venner med. Der er derfor god grund at være meget opmærksom på, hvad du skriver, og hvordan du agerer på de sociale medier.
Som ansat i Randers Kommune skal du være opmærksom på dit ansættelsesforhold, når du bruger de sociale medier. Du har ytringsfrihed, men der er også nogle rammer for ytringsfriheden.
Urimelig groft kritiske eller chikanerende udtalelser på de sociale medier om fx nærmeste leder, chef, medarbejder, kollegaer eller borgere, vil således kunne få ansættelsesmæssige konsekvenser.
Fremsættelse af trusler, medlemskab af fx hadegrupper mod enkeltpersoner eller medlemskab af meget yderligtgående grupper, vil ligeledes kunne få ansættelsesmæssige konsekvenser.
Venner med chefen?
Venskaber på de sociale medier kan være problematiske. En venneanmodning fra din nærmeste leder, kan sætte dig i et dilemma. Det er også problematisk, hvis en leder er venner med fx halvdelen af sin medarbejderstab – så er nogen "inde i varmen", mens andre er ude.
Opstår der en tjenstlig sag, kan de elektroniske venskaber mellem leder og medarbejder blive et dilemma. Samme problematikker gør sig gældende i forhold til klienter, elever og borgere.
Chikane, trusler og mobning
Randers Kommune kan ikke forhindre, at du som medarbejder bliver hængt ud på Facebook. Men Randers kommune kan dog ikke acceptere, at ansatte i Randers Kommune udsættes for trusler eller chikane i forbindelse med brugen af sociale medier.
Situationer, hvor en ansat hænges ud og/eller udsættes for truende adfærd fra andre brugere af sociale medier, skal håndteres af ledelsen på den enkelte arbejdsplads på lige fod med vold og trusler samt mobning. Ledelsen skal derfor give opbakning og støtte til den ansatte.
TikTok er forbudt!
Det er ikke tilladt at installere eller bruge TikTok på en kommunalt udleveret arbejdstelefon eller tablet.