Seniorklubbens vedtægter

Vedtægter ændret 25. marts 2019

1. Seniorklubbens formål

Seniorklubbens formål er at samle ansatte funktionærer i Randers kommune i en seniorklub og derigennem søge tilvejebragt et godt kollegialt forhold mellem ansatte og tidligere ansatte funktionærer. Seniorklubben er upolitisk.

2. Medlemmerne

§ 1. Som medlem af seniorklubben kan optages administrative medarbejdere i Randers Kommune, der er fyldt 50 år. Medlemsskabet kan fortsætte, når medarbejderen fratræder sin stilling fra Randers Kommune for at overgå til efterløn/pension. Udover denne målgruppe kan optages alle tidligere medlemmer af den nu nedlagte funktionærforening. Personer der ikke opfylder betingelserne for medlemskab, kan optages som medlem af seniorklubben efter konkret vurdering af bestyrelsen i det enkelte tilfælde.

§ 2. Indmeldelse sker ved henvendelse til seniorklubbens kasserer og regnes fra den 1. i den måned indmeldelsen finder sted.

§ 3. Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren og regnes fra den 1. i den måned udmeldelsen finder sted. Udmeldte medlemmer af seniorklubben har intet som helst krav på seniorklubben eller dens midler.

3. Bestyrelsen

§ 4. Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der alle vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. I lige år vælges 2 bestyrelsesmedlemmer og i ulige år vælges 3 bestyrelsesmedlemmer. I bestyrelsen afgøres punkter ved flertalsbeslutning. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 5. Bestyrelsen konstituerer sig selv ved 1 formand, 1 kasserer og 1 sekretær samt 2 menige medlemmer.

§ 6. På den årlige generalforsamling vælges endvidere 2 revisorer, af hvilke 1 afgår efter tur hvert år, det første år ved lodtrækning. Revisorerne gennemgår regnskabet så betids, at det kan være bestyrelsen i hænde rettidigt før generalforsamlingen.

§ 7. Bestyrelsen sammenkaldes af formanden, så ofte denne eller 3 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt. Mødet er beslutningsdygtigt, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.

§ 8. Bestyrelsen fører en forhandlingsprotokol.

§ 9. Bestyrelsen repræsenterer seniorklubben såvel udadtil som indadtil og er ansvarlig for seniorklubbens midler og ejendele.

§10. Bestyrelsen har til enhver tid ret til at efterse seniorklubbens midler og regnskab, og kassereren er forpligtet til på møderne at give mundtlige oplysninger i så henseende.

§11. Såvel generalforsamlinger som bestyrelsesmøder ledes af formanden og i dennes fravær af kassereren.

§12. Ved særlige arrangementer kan bestyrelsen supplere sig med øvrige af seniorklubbens medlemmer til særlige udvalg.

4. Kassereren

§13. Kassereren fører et medlemskartotek og en kassebog og bogfører alle ind- og udbetalinger. Kassereren fører og afslutter regnskabet, som skal afgives til bestyrelsen rettidigt forud for generalforsamlingen. Regnskabsåret er fra 1. januar til 31. december (kalenderåret).

§14. Kassereren må kun have en kontant kassebeholdning på indtil 1.000 kr., medens seniorklubbens øvrige midler anbringes i et pengeinstitut. Kontoudskrift vedlægges det årlige regnskab.

5. Generalforsamlingen

§15. Generalforsamlingen er den øverste myndighed i seniorklubbens anliggender, kun den kan give, forandre og ophæve lovene, ligesom kun den afgør al meningsforskel i tvivlsspørgsmål inden for seniorklubbens område.

§16. Den årlige generalforsamling afholdes i februar/marts måned. Regnskabet fremlægges på generalforsamlingen.

§17. Indkaldelse til generalforsamling med angivelse af de væsentligste punkter udsendes senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§18. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, sendes til formanden mindst 8 dage før dennes afholdelse.

§19. Enhver lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, undtaget ved forandring af seniorklubbens love, hvortil kræves, at halvdelen af seniorklubbens medlemmer stemmer herfor. Er der i sidstnævnte tilfælde ikke mødt et tilstrækkeligt antal medlemmer, vil en ekstraordinær generalforsamling være at indkalde i løbet af 1 måned, og denne vil da være beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer, men lovændringer kan kun vedtages, såfremt halvdelen af de fremmødte stemmer herfor.

§20. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 25 medlemmer fremsætter skriftlig anmodning derom, dog under forudsætning af, at forhandlingsemnet angår seniorklubben eller dens medlemmer.

§ 21. Seniorklubben kan kun opløses på en i dette øjemed indvarslet generalforsamling, og da kun når ¾ af seniorklubbens medlemmer stemmer derfor. I tilfælde af seniorklubbens opløsning træffer den generalforsamling, der opløser seniorklubben, bestemmelse om anvendelse af dens midler og ejendele.

§ 22. Seniorklubbens virksomhed tog sin begyndelse ved den stiftende generalforsamling, der blev afholdt tirsdag den 22. april 2008 kl. 16.00 på Laksetorvet, Randers Kommune.