Tjenestefrihed ved frivilligt beredskabsarbejde

Vejledning om tjenestefrihed med løn i forbindelse med frivilligt beredskabsarbejde

Denne vejledning skal hjælpe ledere med at vurdere, hvornår en medarbejder kan få tjenestefrihed med løn i forbindelse med deltagelse som reservist i Forsvaret eller som frivillig i Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen eller Beredskab & Sikkerhed.

Som udgangspunkt gives tjenestefrihed uden løn.

Tjenestefrihed med løn kan kun tilbydes i særlige tilfælde, hvor:

  • det er foreneligt med kommunens drift
  • der foretages en konkret vurdering i forhold til formålet med friheden
  • medarbejderen ikke samtidig modtager godtgørelse fra anden side.

Tjenestefrihed med løn er forbeholdt aktiviteter, der er direkte relateret til beredskab – fx militære øvelser, større beredskabsindsatser, tekniske nedbrud og naturkatastrofer.

Medarbejderen har ansvaret for at dokumentere, at den konkrete aktivitet falder inden for rammen – både ved anmodning om tjenestefrihed med og uden løn.

Tjenestefrihed med løn kan fx bevilges, når:

  • Medarbejderen deltager i en akut beredskabsindsats, fx ved en lokal oversvømmelse.
  • Medarbejderen indgår i en længerevarende operativ indsats under værtsnationsstøtte (omfattet af forsøgsordning fra 2025).
  • Medarbejderen deltager i en beredskabsøvelse, fx arrangeret af Beredskab & Sikkerhed, hvor der ikke ydes økonomisk kompensation, og hvor deltagelsen vurderes som relevant for kommunens egen beredskabsforberedelse.

Kommunen udbetaler ikke løn, hvis medarbejderen samtidig modtager godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste eller får udbetalt løn for deltagelse i aktiviteten fra f.eks. Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen.

Det skal derfor altid undersøges, om der ydes en sådan kompensation. Godtgørelse og tjenestefrihed med løn kan ikke kombineres.

Tjenestefrihed med løn kan som udgangspunkt ikke bevilges, når:

  • Der ydes godtgørelse fra fx Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen eller anden myndighed i forbindelse med kurser, øvelser eller operative indsatser.
  • Aktiviteten er ceremoniel eller repræsentativ, fx parader eller mindehøjtideligheder.
  • Der udbetales anden økonomisk kompensation, fx kostpenge, diæter eller løn fra Forsvaret.
  • Aktiviteten ikke er relateret til det etablerede beredskab, fx frivilligt arbejde i en NGO.

Er du i tvivl om, hvorvidt en aktivitet kan give ret til tjenestefrihed med løn, skal sagen altid forelægges personalejuridisk team til vurdering.