Retningslinje og forebyggelse af stress
Læs her hvordan I kan arbejde med at forebygge og håndtere stress på arbejdspladsen med konkrete værktøjer.
Der skal aftales retningslinjer for arbejdspladsens samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til forekomsten af stress jf. MED-aftalen.
I Randers kommune ønsker vi at sætte fokus på stress i hverdagen på de enkelte arbejdspladser. For at kunne forebygge og håndtere stress er det væsentligt, at vi har en dialog om emnet. Formålet er at reducere eller minimere forekomsten af arbejdsbetinget stress og fremme trivslen på den enkelte arbejdsplads og hos den enkelte medarbejder.
Det er arbejdsgiverens ansvar at forebygge og håndtere arbejdsbetinget stress i samarbejde med medarbejdere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Der skal udarbejdes lokale retningslinjer på relevant MED niveau for arbejdspladsens samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere arbejdsbetinget stress. Arbejdsbetinget stress drøftes på alle MED niveauer en gang om året i forbindelse som med retningslinjer for sundhed jf. MED-årshjulet.
Godt i Gang er Randers Kommunes indsats for at fremme trivslen og sundhed hos de kommunalt ansatte, samt hjælp til nedbringelse af sygefraværet. Godt i Gang tilbyder blandt andet stresscoaching som forebyggelse af stress eller coaching af stressramte i forskellige stadier af stress. Der henvises til tilbuddene ved Godt i Gang ift. forebyggelse og håndtering af stress.
Nedenfor kan du læse om forebyggelse, identifikation og håndtering af stress og de tilhørende værktøjer til brug på arbejdspladserne. Informationen tager udgangspunkt i materialerne, du finder i højreboksen, her på siden.
Skabelon til lokal retningslinje forebyggelse af stress
Gennemgå og udfyld skabelonen på arbejdspladsen - husk at udfylde markerede felter. Retningslinjen skal efterfølgende godkendes i MED-udvalget/personalemøde med MED status. Retningslinjen skal forebygge, at medarbejdere bliver udsat for stress ved at have en konkret plan for, hvordan de hændelser, der kan opstå, håndteres og forebygges bedst muligt.
Retningslinjer - Social og Omsorg
Socialområdet finder alle deres skabeloner til retningslinjer på deres lokale bro under arbejdsmiljøsiden.
Omsorgsområdet finder alle deres skabeloner til retningslinjer under H-Drevet/Ældre/Instrukser.