Arbejdsmiljøorganisationens roller og opgaver
Arbejdsmiljøorganisationens rolle er at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø for alle medarbejdere. Arbejdsmiljøorganisationen (AMO) skal både afdække og løse eksisterende arbejdsmiljøproblemer og arbejde med at forebygge, at nye problemer opstår. Derudover har AMO også en vigtig opgave i at motivere kollegerne til løbende at arbejde hen imod et godt arbejdsmiljø.
Arbejdsgiveren/lederen har ansvaret for, at de ansatte kan udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Lederen deltager aktivt i arbejdsmiljøorganisationens arbejde, og har både pligt og ret til at træffe de nødvendige foranstaltninger.
Arbejdsmiljørepræsentanten vælges af medarbejderne og har til opgave at sætte fokus på sikkerhed og sundhed i virksomheden. Han eller hun skal medvirke til at sikre et godt arbejdsmiljø og have fokus på tilløb til arbejdsmiljøproblemer, så de kan forebygges.
Tillidsrepræsentanten vælges ligeledes af medarbejderne og skal i bred forstand varetage medarbejdernes interesser i forhold til ledelsen og har på nogle områder også en rolle i arbejdsmiljøarbejdet med eksempelvis trivsel og stress.
Den enkelte ansatte skal tage et aktivt medansvar for at sikre et godt arbejdsmiljø. Det betyder blandt andet, at man bakker op om arbejdsmiljøorganisationens arbejde, følger de regler der er givet for arbejdet og gør opmærksom på de fejl eller mangler, som kan forringe sikkerheden og sundheden.
Der indgår en bred vifte af opgaver i arbejdsmiljøarbejdet, som du kan læse mere om nedenfor.
Strategiske opgaver
Arbejdsmiljøudvalget (MED-Udvalget) har ansvaret for at planlægge, lede og koordinere arbejdspladsens samarbejde om sikkerhed og sundhed. Arbejdsmiljøudvalget skal tage sig af de problemer med arbejdsmiljøet, som de lokale arbejdsmiljøgrupper ikke kan løse selv. Udvalget kan også tage initiativ til større, tværgående arbejdsmiljøindsatser. Se endvidere MED- årshjulet for de faste punkter til drøftelse.
Arbejdsmiljøudvalget har en række formelle opgaver:
- At gennemføre den årlige arbejdsmiljødrøftelse
- At kontrollere arbejdsmiljøarbejdet og orientere arbejdsmiljøgrupperne om det
- At deltage i udarbejdelsen af APV/Trivselsmåling
- At rådgive arbejdsgiveren om løsning af arbejdsmiljøspørgsmål og om, hvordan arbejdsmiljø kan integreres i virksomhedens strategiske ledelse og daglige drift
- At udarbejde en samlet oversigt over ulykker og sundhedsskader en gang om året
- At uddanne og informere medarbejdere sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.
Arbejdsmiljøorganisationens lovpligtige opgaver er beskrevet i Bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde samt i MED-aftalen for Randers Kommune.
Daglige opgaver
De lokale arbejdsmiljøgrupper har ansvaret for de daglige, operationelle opgaver. Den består af lederen og en valgt arbejdsmiljørepræsentant på den enkelte arbejdsplads. De vigtigste opgaver er:
- At planlægge og deltage i aktiviteter, der skal beskytte de ansatte og forebygge risici
- At deltage i planlægning af arbejdsmiljøarbejdet og deltage i APV-arbejdet
- At sørge for at årsager til ulykker og sundhedsskader samt tilløb hertil undersøges, og at gentagelser forebygges og hindres
- At kontrollere, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige
- At kontrollere, at der gives effektiv oplæring og instruktion
- At påvirke til en adfærd, der fremmer egen og andres sikkerhed og sundhed
- At være kontaktled mellem de ansatte og arbejdsmiljøudvalget
- At forelægge arbejdsmiljøproblemer for arbejdsmiljøudvalget/MED-udvalget, som arbejdsmiljøgruppen ikke kan løse, eller som er generelle for virksomheden.