Forankring af et projekt
Når projektets aktiviteter lakker mod enden, kommer man let til at ånde lettet op og lade stå til. Det er en stor fejl, som I ikke bør begå.
Næsten alle projekttyper rækker på den ene eller anden måde ind i fremtiden og derfor er det vigtigt at I tager stilling til, hvordan I får mest ud af projektet på længere sigt.
I projekter, hvor man etablerer fysiske ting, skal der selvfølgelig tages stilling til vedligeholdelse og ofte også til drift. Men også i projekter med enkeltstående aktiviteter er det en god idé at tænke fremad.
De værste projekter er ”papirprojekter” som ingen gider læse, når de er færdige, og som blot ender i et ringbind på bogreolen eller projekter som får uheldige afledte konsekvenser som strider imod politiske og organisatoriske hensigter.
Fastlæg derfor forankringen ud fra:
- Hvordan rækker projektet ind i fremtiden.
- Hvem tager ansvaret for at bygge videre på det fundament, som projektet har lagt.
- Skal der etableres en organisation for at løfte arven fra projektet.
- Hvordan skaffes driftsøkonomien.
- Hvilken ny viden har projektet givet jer.
- Hvordan kan I få gavn af denne viden og hvordan formidles denne viden.
Skal I sætte nye projekter i gang på baggrund af det afsluttede.