Hvad er et projekt?
I Randers Kommune defineres en opgave som et projekt, når opgaven:
- er veldefineret og afgrænset, det vil sige har et bestemt formål og et eller flere klart definerede mål
- skal løses inden for en bestemt tidsramme; det vil sige har et fast defineret start- og sluttidspunkt
- skal løses inden for nogle på forhånd afsatte ressourcer (arbejdstid og eventuelt økonomiske midler)
- kræver dannelse af en midlertidig projektorganisation, som nedlægges igen, når opgaven er løst.
Projektmodellen skal følges ved opgaver, der falder inden for denne definition. Hensigten med projektmodellen er dog, at den skal være en hjælp i forbindelse med alle typer af større opgaver og projekter i kommunen. Du kan således også finde god inspiration og hjælp, selvom din opgave ikke falder inden for ovenstående definition af et projekt.
Opgaver, der egner sig til projektarbejdsformen, er typisk karakteriseret ved, at de:
- indeholder nye elementer/ligger uden for den normale rutine
- er komplekse
- er udviklingsprægede og medfører læring og udvikling
- har flersidige interesser, der involverer flere afdelinger og eventuelt eksterne samarbejdspartnere
- forventes at have væsentlig betydning for organisationen.
Et projekt kan indgå som et delprojekt i et program. Et program er en midlertidig organisation, der oprettes for at koordinere, styre og overvåge gennemførelsen af en gruppe gensidigt afhængige projekter, som alle arbejder mod et fælles mål.