Møbler

Randers Kommune prioriterer det gode og bæredygtige møbelvalg, som skal sikre miljø- og klimavenlige møbler med lang holdbarhed, samtidigt med at der tages hensyn til arbejdsmiljø, ergonomi, funktion og æstetik.

Der skal tænkes i fleksibilitet, kvalitet og langtidsholdbare og tidløse designs, så vores møbler holder i lang tid og kan bruges til mange forskellige formål.  

Konkret kan vi arbejde med at:

  • Stille krav om relevante mærkningsordninger fx Svanemærket eller tilsvarende, når det giver mening. Se nærmere om svanemærkets krav til møbler nedenfor.
  • Have fokus på møblers kvalitet, fleksibilitet og tidløse designs, som forlænger holdbarhed, anvendelighed og levetid.
  • Efterspørge møbler, som kan repareres og stille krav til garanti og reservedele.
  • Efterspørge møbler af samme materialetype eller flere materialetyper, som kan adskilles og sorteres i affaldstyper efter endt brug – og dermed kan anvendes til nye produkter.
  • Indtænke mulighederne for genbrug og genanvendelighed/fleksibel anvendelse af møbler, efter deres primære formål er udtjent.
  • Prioritere møbler lavet af træ – eller med en høj andel af træ – da træ har den laveste miljøpåvirkning og det laveste energiforbrug sammenlignet med metal og plast.
  • Overveje særlige krav og opmærksomhedspunkter i relation til møbelmaterialer af henholdsvis plast og møbeltekstiler, fx at efterspørge møbler med indhold af genanvendt plast af PCR-typen.
  • Så vidt muligt købe møbler lavet af bæredygtigt træ, som Miljøstyrelsen definerer som træ fra bæredygtigt forvaltede skove, genbrugstræ og – inden for nærmere fastlagte rammer – lovligt fældet træ. Se også afsnittet om træ.
  • Følge med i udviklingen på markedet af nye og mere bæredygtige møbelmaterialer og -designs.

Kort om svanemærkede møbler og inventar

  • Har et cirkulær design, der fremmer muligheden for reparation, recirkulering og brug af genanvendte og/eller fornybare materialer.
  • Grænser for energiforbrug ved produktionen af træbaserede plader og laminat samt standby energiforbruget for fx hæve-sænke-skriveborde reducerer klimabelastningen.
  • Træråvarer er lovligt fældet og omfattet af en sporbarhedscertificering.
  • Minimum 70 % af træråvarerne kommer fra ansvarligt forvaltet skovbrug.
  • Lever op til skrappe krav til kemikalier som bruges i produktionen, tilsættes til materialerne eller bruges ved overfladebehandling. Fx må der ikke tilsættes halogeneredeflammehæmmere, organiske fluorstoffer eller antibakterielle stoffer.
  • Opfylder strenge krav til afdampning af skadelige stoffer for at gavne indeklimaet.
  • Har dokumenteret god kvalitet, styrke og sikkerhed gennem internationale tests, hvilket fremmer lang levetid.
  • Har en garanti på mindst 5 eller 10 år (alt efter produkttype), som inkluderer tilgængelighed af vigtige reservedele.