Plast og plastemballage

Plast bliver indkøbt både som et primærprodukt i form af fx møbler eller legetøj, og som et biprodukt i form af emballage. Randers Kommunes mål er at reducere kommunens plastforbrug, dels ved at reducere mængden af indkøbt plast og dels ved at sørge for, at den plast, som kommunen indkøber, indgår i et cirkulært plastkredsløb.

Det anbefales at følge plastindustriens designguide ved køb af produkter, som indeholder plast. Den er udarbejdet i et brugervenligt format i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Plastindustrien.

Derfor bør vi arbejde med at:

  • Affaldssortere, så plastik og plastikemballage kan indgå i et cirkulært kredsløb efter endt brug
  • Undgå engangsprodukter i plast, når det er muligt
  • Undgå at købe produkter af plast, hvis der findes alternativer af bedre materialer, der også kan genbruges og genanvendes
  • Vælge produkter af relevant tykkelse, fx at vi ikke køber poser eller emballage i kraftigere kvalitet af plast end der er behov for
  • Undgå vand i plastikflasker – brug kander og glas i stedet.