Børns og skolers erstatningsansvar og forsikring
Notatet er udarbejdet af Anne Utke fra advokatfimaet Erritzøe.
Når der sker personskade på en elev
Skolen/institutionen er erstatningsansvarlig for elevens tilskadekomst, hvis tilskadekomsten skyldes fejl eller forsømmelser udvist af skolen/institutionen eller af en ansat. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis:
- Der ikke er givet korrekt eller tilstrækkelig instruktion i forhold til elevens alder og udvikling samt faremomenter.
- Der ikke har været anvendt korrekte sikkerhedsforanstaltninger – f.eks. underlag til gymnastik, sikkerhedsværn i naturfag/kemi/fysik mv.
- Der ikke har været tilstrækkeligt op-/tilsyn med eleverne set i forhold til såvel elevernes alder og udvikling samt faremomenter.
- Skolen ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt "indrettet" f.eks. legeplads uden faldunderlag eller manglende afskærmning af byggematerialer, niveauforskelle mv.
Sker der personskade på en elev som led i og under transport f.eks. skolebus mv., dækker transportmidlets lovpligtige ansvarsforsikring.
Kommer en elev til skade under et praktikforløb som defineret i ”Bekendtgørelse om statens erstatningsordning for deltagere i praktisk erhvervsorientering mv.” (i det følgende bekendtgørelsen), yder statens erstatningsordning erstatning og godtgørelse iht. arbejdsskadesikringsloven, jf. bekendtgørelsens § 16, uanset om der er en ansvarlig skadevolder. Skaden skal anmeldes af skolen/institutionen, der har iværksat praktikforløbet, til Undervisningsministeriet, jf. bekendtgørelsens § 20.
Dette afskærer ikke eleven fra at rejse et såkaldt differencekrav (differencen mellem erstatning efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven) overfor en eventuel ansvarlig skadevolder eksempelvis praktikværten.
Når en elev forvolder personskade på en andre
Hvis en elev kan bebrejdes en andens personskade, kan erstatningsansvaret være dækket af forældrenes/værgens ansvarsforsikring.
Dette udelukker imidlertid ikke, at skolen/institutionen kan være solidarisk erstatningsansvarlig med eleven overfor den skadelidte, såfremt skaden tillige kan bebrejdes en ansat eller skolen/institutionen generelt. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis:
- der ikke er givet korrekt eller tilstrækkelig instruktion i forhold til elevens alder og udvikling samt faremomenter
- der ikke har været tilstrækkeligt op-/tilsyn med eleverne set i forhold til såvel elevernes alder og udvikling samt faremomenter.
Er eleven erstatningsansvarlig for en personskade forvoldt under et praktikforløb, betaler statens erstatningsordning erstatning til skadelidte, jf. bekendtgørelsen § 17. Skaden skal anmeldes af den institution, der har iværksat den praktiske erhvervsorientering til Undervisningsministeriet, jf. bekendtgørelsens § 20.
Elever, som af lærer er sendt i skolens ærinde (f.eks. indkøb husgerning)
Hvis en lærer under sit arbejde handler ansvarspådragende, og dette ikke er en abnorm handling, hæfter skolen/kommunen for lærerens ansvarspådragende fejl, idet læreren er underlagt skolens instrukser og handler i skolens interesse.
Hvis eleven bliver sendt i skolens ærinde, og derved er underlagt skolens instrukser og handler i skolens interesse, vil skolen/kommunen hæfte for elevens ansvarspådragende handlinger/ undladelser, så længe disse ikke er abnorme.
I det konkrete eksempel afhænger svaret af, om indkøb til husgerning er en del af undervisningen eller udelukkende i skolens interesse. Hvis det er en del af undervisningen, mener jeg ikke, at skolen/kommunen hæfter for elevens fejl (medmindre en lærer har undladt at give instruktion/har undladt at føre tilsyn mv.) Modsat, hvis indkøbene udelukkende foretages i skolens interesse, så hæfter skolen uanset om en lærer har handlet ansvarspådragende.
Der skal meget til, før en handling kan karakteriseres som ”abnorm”, og formentlig særligt, når man har med børn at gøre – de kan finde på de særeste ting. Netop derfor skal man som lærer/skole/kommune også være meget opmærksom på, hvad man beder eleverne gøre, og man skal være særligt opmærksom på, om den pågældende elev er den pågældende opgave voksen, idet læreren/skolen tillige kan være ansvarlige for overhovedet at give eleven opgaven.
Når der sker skade på en elevs ting
Skolen/institutionen er ikke ansvarlig for hændelige skader på elevernes ting.
Skyldes skaden en ansats fejl/forsømmelse i arbejdstiden hæfter skolen/institutionen overfor eleven, jf. Danske Lov 3-19-2.
Når en elev forvolder skade på andres ting
Hvis en elev henset til alder og udvikling kan bebrejdes en skade på en anden elevs/lærers/skolens/institutionens ting, der ikke er dækket af en tingsforsikring, er eleven som udgangspunkt erstatningsansvarlig for skaden. Dette vil sædvanligvis være dækket af forældrenes/værgens ansvarsforsikring.
Skolen/institutionen kan tillige være solidarisk erstatningsansvarlig overfor den skadelidte, såfremt skaden kan bebrejdes en ansat. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis:
- Der ikke er givet korrekt eller tilstrækkelig instruktion i forhold til elevens alder og udvikling samt faremomenter.
- Der ikke har været tilstrækkeligt op-/tilsyn med eleverne set i forhold til såvel elevernes alder og udvikling samt faremomenter.
Er eleven erstatningsansvarlig for en tingskade, der ikke er opstået ved tyveri eller anden kriminel adfærd, forvoldt under et praktikforløb, betaler statens erstatningsordning erstatning til skadelidte, jf. bekendtgørelsen §§ 18 og 19. Skaden skal anmeldes af den skole/institution, der har iværksat den praktiske erhvervsorientering til Undervisningsministeriet, jf. bekendtgørelsens § 20.
Ved tyveri
Skolen/institutionen er som udgangspunkt ikke ansvarlig for tyveri af en elevs ting. Det må forventes, at eleverne selv er i stand til passe på deres ting.
Bemærk, at en indboforsikring kun dækker tyveri af elevens (og dennes families) egne ting. Indboforsikringen dækker ikke tyveri af ting tilhørende institutionen/skolen, f.eks. skolebøger, udlånte tablets/pc'er etc. Forsikring af skolens/institutionens udlånte effekter overlades til skolen/institutionen/kommunen selv.
Hvis tyveriet kan bebrejdes en ansats uagtsomme handling eller undladelse i arbejdstiden, kan skolen/institutionen efter omstændighederne komme til at hæfte for den pågældendes ansattes erstatningsansvar for den stjålne ting, jf. Danske Lov 3-19-2.
Det overlades til de enkelte skoler/institutioner selv at fastsætte retningslinjer for aflåsning af klasselokaler, samt retningslinjer for, hvorledes de ansatte skal forholde sig til elevers anmodning om lærernes "opbevaring" af værdigenstande. I den forbindelse kan skolen/institutionen blive erstatningsansvarlig ved uforsvarlige retningslinjer eller manglende overholdelse af hensynet til beskyttelse af elevernes genstande.
Det er ikke en lærers opgave at "passe på" elevernes værdigenstande, men hvis en lærer faktisk påtager sig en sådan opgave, og f.eks. efterlader værdigenstanden uden opsyn og uden sikring af nogen art, så har læreren faktisk forsømt den opgave han/hun har påtaget sig, og læreren er erstatningsansvarlig, hvilket skolen/institutionen hæfter for.