Forsikring af skole og dagtilbudsbørn

Forsikring af børn i skoler og dagtilbud

Det er forældrenes ansvar at sørge for, at deres børn er ulykkesforsikret.

Mange forældre tror fejlagtigt, at kommunen forsikrer børnene.

Andre forældre tror fejlagtigt, at familiens basisforsikring er det samme som en ulykkesforsikring. En basisforsikring dækker, hvis barnet laver skade på andre eller får stjålet sine ting.

Den dækker ikke, hvis barnet selv kommer til skade.

På forsikringskontoret får vi jævnligt henvendelser fra institutioner, der spørger, om Randers Kommune har en ulykkesforsikring, der dækker børnene. Det har Randers Kommune ikke.

Det er ikke lovligt for en kommune, at tegne ulykkesforsikringer for børn og unge i dagtilbud og folkeskoler.

Her finder du pjecen Daginstitutionen og forsikring, der handler om forsikringsforhold i institutioner, hvor institutionsbørn enten laver en skade, eller selv kommer ud for en skade. Hvem har erstatningsansvaret?

Pjecen Børn skal også betale handler om at børn ligesom voksne kan blive pålagt at betale erstatning for de skader, de forvolder på andre mennesker eller deres ting.

Her finder du pjecen Skolen og forsikring, der giver en oversigt over situationer, hvor skolebørn enten laver en skade, eller selv kommer ud for en skade. Hvem har erstatningsansvaret?

Notat om Børn og skolers erstatningsansvar, når der sker personskade på en elev, når en elev forvolder personskade på andre, når en elev er sendt i skolens ærinde, når der sker skade på en elevs ting, når en elev forvolder skade på andres ting, og ved tyveri.

Ipads udlånt til elever

Skolens iPads er skolens ansvar

​4-6-2015: Ankenævnet for Forsikring slår i en ny kendelse fast, at når skoler udleverer undervisningsmateriale, så kan skolen ikke fraskrive sig ansvaret for materialet – det gælder også iPads og bærbare computere.

​Ankenævnet for Forsikring har afsagt en kendelse om et ansvarsområde, der har hersket en del usikkerhed om blandt lærere, elever og forældre.

Kendelsen understreger nemlig klart, at når skolen udleverer fx iPads, pc’er og skolebøger, så er eleverne forpligtet til at modtage disse undervisningsmaterialer. Og så kan skolen ikke fraskrive sig erstatningsansvaret.

På almindelig dansk betyder det, at det er skolen selv og ikke eleven eller forældrene, der må punge ud, hvis skolens udstyr går i stykker på grund af et hændeligt uheld. Det er en anden sag, hvis eleven har ødelagt skolens udstyr med vilje – dvs. selv er skyld i skaden - så kan man godt blive gjort erstatningsansvarlig.

Denne tommelfingerregel er værd at huske på, fx hvis forældrene fra skolens side er blevet bedt om at skrive under på en erklæring om, at iPads udleveres på elevens eller forældrenes eget ansvar. Sådanne erklæringer har ingen gyldighed, når det handler om erstatningsansvar.

Skolerne kan ikke pådutte forældre eller elever et erstatningsansvar, der er større end det i loven om erstatningsansvar. Det slår ankenævnet fast med syvtommersøm.

Hvis man selv er skyld i skaden

Hvis en elev ødelægger skolens udstyr med vilje, så kan skolen forlange, at man skal erstatte det ødelagte. Det følger de almindelige regler om erstatning og ansvar.

Det hører med til billedet, at nogle skoler har en forsikring, der kan gå ind og dække nogle af skaderne på skolens udstyr eller tyveri, hvis eleven ikke har ødelagt udstyret med vilje, men fx bare har været uforsigtig.

Det kunne fx være, hvis en elev har skolens iPad med i toget, falder i søvn og den så bliver stjålet. Her kan regningen ende hos eleven, hvis skolen IKKE selv har en forsikring for den slags situationer. Hvis skolen er forsikret, bliver eleven ikke gjort ansvarlig.

Hvis regningen ender hos eleven, så er der nogle forsikringsselskaber, der dækker, andre gør ikke.