Brilleskade
Information om skader på briller
Arbejdsskade
OBS: Såfremt skadelidte er medlem af Danmark skal tilskud herfra modregnes i den opgjorte erstatning.
Sammen med skadeanmeldelsen fremsendes både faktura på den beskadigede brille, og faktura på reparation eller på ny brille. Den beskadigede brille er efterfølgende Randers Kommunes ejendom og afleveres på forsikringskontoret (medmindre brillen kan repareres).
Maksimum for stel
Arbejdsskadestyrelsen fastsætter en gang om året et maksimumbeløb for betaling af brillestel svarende til, hvad et brillestel af almindelig god kvalitet koster. (arbejdsskadelovens § 15, stk. 5)
Beløbet udgør 1.200 kroner i 2022.
Det er regningens dato og ikke skadens dato, der er afgørende for, med hvilket maksimumbeløb stellet kan betales (se tidligere satser).
Fravigelse fra maksimumbeløb for stel
Det fastsatte maksimumbeløb kan i særlige tilfælde fraviges.
For eksempel, hvis pågældende er nødt til at købe et dyrere stel på grund af allergi, eller hvis der er behov for letvægtsbriller.
Hvis de ødelagte briller er helt nye, erstattes brillestellet med et beløb svarende til prisen på det beskadigede, uanset at dette overstiger maksimum.
Efter Arbejdsskadestyrelsens praksis betragtes briller, som er under et år gamle, som nye.
Det skal dokumenteres, at brillerne er under et år gamle. For eksempel ved indsendelse af kvittering eller lignende for de beskadigede briller.
Glas
Udgiften til nye glas, af samme kvalitet som de beskadigede, erstattes fuldt ud, inklusive en eventuel ændret styrke.
Merudgiften til dobbeltslebne glas betales ikke, hvis de beskadigede glas var med enkelt styrke.
Hvis kun 1 glas er beskadiget, betales for 2 nye glas, hvis optikeren vurderer, at det er nødvendigt for at opnå et tilfredsstillende resultat.
Det kan være tilfældet på grund af ændret styrke, eller fordi der er forudbestående antirefleksbehandling eller toning i det ubeskadigede glas.