Årsregnskaber

Byrådet godkendte den 28. april 2025 regnskabet for 2024. Offentliggørelsen af regnskabet sker i tre publikationer: Årsberetning 2024, Bilagshæftet samt Randers i tal.

I forordet til årsberetningen skriver borgmester Torben Hansen blandt andet således:

"2024 kommer til at skrive sig ind i Randers Kommunes historie som et særdeles udfordrende år. Som kommune stod vi ved årets begyndelse midt i kampen med at stoppe jordskredet ved Nordic Waste for at beskytte landsbyen Ølst og forhindre en miljømæssig katastrofe.

Indsatsen lykkedes og igennem 2024 er der efterfølgende – skridt for skridt – taget livtag med den resterende del af afværgeindsatsen og det store oprydningsarbejde som jordskredet har ført med sig.

Kommunale medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere har i den forbindelse ydet en kæmpe indsats. Det skylder vi dem stor tak for.

[..]

I starten af 2024 rundede Randers Kommune milepælen 100.000 indbyggere. Det er glædeligt, at vi er en kommune i vækst med mange tilflyttere. Andelen af tilflyttere på indkomstoverførsel må dog ikke være for høj, hvis vi fortsat skal have mulighed for at udvikle vores kommune og den service, som vi leverer til alle borgere.

Derfor har byrådet i 2024 igangsat generationsprojektet ”Fremtidens Randers”. Via en strategisk og systematisk tilgang, er det ambitionen at projektet skal løfte og udvikle borgernes sundhed, kompetencer og kvalifikationer, øge deres livschancer og deltagelsesmuligheder – og i højere grad gøre flere i stand til at leve et aktivt liv og være selvforsørgende. Det bliver et arbejde, som jeg de kommende år forventer mig meget af.

Kigger man på selve regnskabstallene, er der tale om et regnskabsresultat med et underskud på den ordinære drift og anlæg. På serviceområderne har der samlet været tale om merforbrug, mens anlægsudgifterne ligger tæt op ad det oprindeligt planlagte niveau.

Regnskabsresultatet viser en del forskelle på tværs af serviceområderne. I 2024 har der været fortsat pres på økonomien på socialområdet. Den stigende vækst i særligt dyre enkeltsager er ikke kun en problemstilling i Randers Kommune, men en generel udfordring på landsplan. Derudover har der været pres på udgiftsudviklingen indenfor specialundervisningsområdet. Endelig har omsorgsområdet og familieområdet arbejdet med økonomiske handleplaner i 2024. Omsorgsområdet er i den forbindelse kommet stort set i økonomisk balance ved indgangen til 2025.

Kommunens øvrige områder er generelt i økonomisk balance og kommer ud af 2024 med overskud, der kan videreføres til 2025.

På baggrund af den betydelige økonomiske ubalance på socialområdet blev der i forbindelse med budget 2025-28 givet et markant løft til områdets budget. Samtidigt lægges der i forbindelse med byrådets behandling af regnskabet op til en ny start, idet områdets gamle gæld til kommunekassen foreslås afskrevet.

[…]

På de næste sider kan du læse mere om Regnskab 2024 og dermed også få et dybere indblik i vores afsæt for 2025 og den kommende budgetlægning for 2026-2029. Rigtig god læselyst”