Elev hædret med legat for særlig indsats

Mona Kamp, der siden maj har været elev hos rengøringsenheden i Randers Kommune, har netop færdiggjort sin uddannelse som rengøringstekniker. I den forbindelse er hun også blevet tildelt et legat på 20.000 kr. af AMU Nordjylland.

Under sin elevtid har Mona Kamp været tilknyttet Sundhedscenteret og praktikvejleder Ellen Andersen, men hun har i løbet af sin elevtid også været at finde på blandt andet Randers Stadion og Laksetorvet.

Heidi Engbjerg Refsgaard, rengøringsleder i Randers Kommune, har været glad for at have haft Mona med på holdet gennem de sidste 8 måneder:

"Det har virkelig været en fornøjelse at opleve Monas nysgerrighed på arbejdet og ikke mindst hendes store lyst til hele tiden at ville tilegne sig ny viden og nye kompetencer".

Mona Kamp har også selv været rigtig glad for sin tid som en del af rengøringsteamet:

"Jeg har virkelig nydt min elevtid, og det har været både sjovt og lærerigt. Ellen har været en fantastisk vejleder, og jeg har fået lov til at prøve mange forskellige ting og arbejde selvstændigt. Det sætter jeg pris på".

Udmærkede sig på studiet

Forud for praktikken har Mona Kamp taget den teoretiske del af uddannelsen på AMU Nordjylland. Under skoleopholdet udmærkede hun sig både socialt og fagligt, og det er på den baggrund, at skolen valgte at indstille hende til legatet fra Fonden HTS Nordjylland.

Overrækkelsen fandt sted på skolen den 11. december ved en højtidelighed med indbudte gæster. Og det var en stor oplevelse at modtage anerkendelsen.

"Det kom som noget af en overraskelse, da jeg fik at vide, at jeg var tildelt prisen, og jeg blev virkelig glad for de store ord, som blev sagt til uddelingen".

I begrundelsen var der blandt andet lagt vægt på hendes evne til at hjælpe sine medstuderende og favne dem, som havde brug for støtte. Fonden har årligt uddelt legater som en særlig påskønnelse af elevers indsats og dygtighed inden for deres uddannelse, der vedrører handel-, transport- og servicefag. Efter denne uddeling med 18 modtagere nedlægges legatet.

En del af de 20.000 kr. har Mona Kamp allerede fundet anvendelse for – de er nemlig gået til at købe en ny tørretumbler.