Vores fælles fundament
Tilblivelsen af det fælles fundament
I 2010 fik Miljø og Teknik et fælles fundament for vores arbejde. Fundament blev til med input fra brugere og samarbejdspartnere om deres behov og ønsker til vores arbejde. Fundamentet skal sikre en klar retning for vores arbejde og rummer mål for hvordan vi vil kendes og omtales af vores omverden. Det er det fundament, som vi alle står på og som binder os sammen.
Der er sket rigtig meget siden 2010, men fundamentet vi står på er det samme. Fra 1. marts 2018 er vi en ny og større forvaltning med navnet Udvikling, Miljø og Teknik. I den forbindelse udgives 2. udgave af Vores Fundament. Det er en lidt kortere udgave, hvor Opgave, Mål og Værdier er videreført. Til gengæld er et afsnit om værktøjer udgået, da det ikke længere har den samme relevans som ved første udgivelse.
1. marts 2018
Vores opgave - Mission - Derfor er vi her
Vores mission fortæller, hvorfor Udvikling, Miljø og Teknik er sat i verden. Missionen beskriver, hvilke opgaver og behov vi løser i forhold til omverdenen. Missionen udtrykker derfor selve begrundelsen for vores eksistens.
Vi har valgt at udtrykke vores mission således: Udvikling, Miljø og Teknik – vi skaber fysiske rammer for livskvalitet til gavn for alle.
Vi skaber henviser til, at Udvikling, Miljø og Teknik ikke bare forvalter, men også udvikler de fysiske rammer i Randers Kommune.
Fysiske rammer handler om kernen i vores arbejde. Vi planlægger, passer og udvikler kommunens fysiske rum. Udvikling, Miljø og Tekniks opgaver omfatter derfor såvel service som myndighedsopgaver inden for områderne miljø, natur, veje, trafik, byggeri, byplanlægning, forsyning, brand og meget mere.
Livskvalitet fordi fysiske rammer skal sikre gode livsbetingelser for alle kommunens borgere. Vores arbejde er på den måde med til at skabe velfærd for borgere og brugere.
Til gavn for alle markerer, at vi arbejder for alle grupper i samfundet: Vores brugere, erhvervslivet og interesseorganisationer, men også alle andre borgere i kommunen. Vi varetager i høj grad også hensynet til kommende generationer.
Det er underforstået i missionen, at Udvikling, Miljø og Teknik er en del af Randers Kommune. Sådan bliver vi opfattet af borgere, virksomheder og andre samarbejdspartnere, og sådan vil vi opfattes fremover.
Vores mål - Vision - Det vil vi være kendt for
Vores vision beskriver, hvad vi stræber efter at være kendt for i fremtiden. Visionen er vores ledestjerne, der viser, hvad vores omgivelser kan forvente sig af Udvikling, Miljø og Teknik.
Vores omgivelser er for eksempel brugere, erhvervsliv, borgere, samarbejdspartnere, medarbejdere og politikere.
Vi har valgt at formulere Udvikling, Miljø og Tekniks vision på følgende måde:
Vi er kendt for:
- Vi tænker nyt og skaber holdbare løsninger.
- Vi holder, hvad vi lover.
- Vi er nemme at komme i kontakt med, vi lytter og forstår, og vi udtrykker os, så det er til at forstå.
- Vi tænker i helheder - også ud over Udvikling, Miljø og Teknik.
- På vores arbejdsplads får vi anerkendelse for godt udført arbejde.
Vi tænker nyt og skaber holdbare løsninger henviser til, at vi løser opgaver professionelt med indsigt og nytænkning. Det giver værdi, at vi har været involveret i en opgave, hvad enten den bidrager til kommunens udvikling eller vedrører den daglige drift. Det gælder for opgaver, som løses internt såvel som eksternt. At vores løsninger er holdbare betyder, at vores arbejde er af høj kvalitet, samt at vi løser opgaverne på bæredygtig vis.
Vi holder, hvad vi lover betyder, at man kan regne med, at det vi laver er i orden, samt at vi leverer til den aftalte tid. Brugere og samarbejdspartnere møder kompetente medarbejdere, der ved, hvad de taler om og ikke er bange for at vise det.
Vi er nemme at komme i kontakt med, vi lytter og forstår, og vi udtrykker os, så det er til at forstå er valgt, fordi vi tager udgangspunkt i brugernes behov. Vi er i dialog og tilpasser vores kommunikation til hver enkelt brugers forudsætninger.
Vi tænker i helheder – også ud over Udvikling, Miljø og Teknik beskriver, at vi inddrager alle aspekter i vores arbejde. Vi husker, at der findes andre elementer i en sag end vores egne, og vi arbejder og tænker på tværs af afdelinger og inden for hele Randers Kommune.
På vores arbejdsplads får vi anerkendelse for godt udført arbejde dækker over, at vi er en dynamisk arbejdsplads, hvor vi leverer et professionelt stykke arbejde – og får ros for det.
Vores værdier - Sådan ønsker vi at spille sammen
Vores værdier beskriver, hvad vi ønsker skal præge vores samspil med brugere, borgere, politikere og kollegaer i det daglige arbejde. Udvikling, Miljø og Tekniks værdier gælder for både interne og eksterne samarbejdsparter.
Vi har valgt følgende værdier som de vigtigste:
Vi er åbne
Vi søger dialog og har en fri, uformel omgangstone. Det betyder, at vi indleder med dialog og med at lytte til andres ideer og inputs. Vi er opmærksomme på, at borgere ikke er ens, men skal have lige behandling.
Vi er kreative
Vi bidrager med ideer til nye og bedre løsninger. Vi er risikovillige uden at være ufornuftige eller sætte vores mål over styr. Det betyder, at vi udvikler nye måder at gøre tingene på. Vi går gerne nye veje, men altid inden for rammerne af sund fornuft.
Vi er offensive
Vi ser udfordringer som muligheder, og vi sætter dagsorden aktivt. Det betyder, at vi selv tager initiativ, før andre gør det. Vi er opsøgende og betragter borgere og brugere som en ressource.
Randers Kommunes værdier for vores samspil med borgere, brugere og hinanden er: Ordentlighed, Ligeværdighed, Forskellighed, Udvikling, Frihed og Åbenhed. De værdier gælder for Udvikling, Miljø og Teknik, men vi ønsker at definere vores værdier mere konkret i det fælles fundament.