Inddragende netværksmøder
Hvordan er sammenhængen mellem den tværfaglige samarbejdsmodel og inddragende netværksmøder.
Som supplement til det tværfaglige samarbejde og de tværfaglige netværksmøder kan anvendes inddragende netværksmøder, som bygger på en helhedsorienteret og systematisk tilgang, hvor hovedformålet er at skabe trivsel og sikkerhed for barnet og den unge.
Målet er at de professionelle omkring barnet, fx lærere og pædagoger, så tidligt som muligt opbygger et samarbejde og udvikler et partnerskab med forældre og netværk i situationer, hvor der er bekymring for barnet. Inddragelsen af netværket kan i sig selv være en metode til at arbejde effektivt med problemstillingerne. Inddragelsen af netværket kan ske på alle niveauer i den tværfaglige samarbejdsmodel. Er du i tvivl om, hvordan du rent praktisk får aktiveret netværket eller skal have hjælp til at afvikle et inddragende netværksmøde, kan du tage kontakt til fremskudt socialrådgiver eller Familie- og rådgivningscentret.
Familien og netværket er det vigtigste i et barns liv
Fokus på fremtiden og de aktuelle ressourcer i familie og netværk
Vi ved fra forskningen, at størstedelen af udsatte børn i deres voksenliv kan fortælle om lige netop dén person, som gjorde en altafgørende forskel i deres liv. Dén person har ofte været en lærer eller en pædagog, som barnet har mødt på sin vej gennem skole- og institutionslivet. Lærerne og pædagogerne er - udover familien og det private netværk - de der er tættest på barnet i hverdagen, og de spiller derfor en helt central rolle i forhold til barnets trivsel og udvikling.
Familieområdet fokuserer i højere grad end tidligere på inddragelsen af familien samt familiens private og professionelle netværk i løsningen af udfordringerne. Det professionelle netværk består bl.a. af lærere og pædagoger. Inddragelsen af netværket kan foregå gennem inddragende netværksmøder, som bygger på en helhedsorienteret og systematisk tilgang, hvor hovedformålet er at skabe sikkerhed og trivsel for barnet. Der kan være muligheder i netværket, som på forskellig vis kan bidrage til at hjælpe, fx i skolen eller med praktisk hjælp - stort som småt - i hverdagen. Det forudsætter, at der laves konkrete aftaler, som alle rundt om barnet tager ansvar for. Et inddragende netværksmøde udspringer af Signs og Safety-tilgangen, der med udgangspunkt i den løsningsfokuserede praksis har fokus på mulighederne. Der er rum til at tale om bekymringer og udfordringer, men der er især fokus på familiens og netværkets ressourcer, hvad der allerede fungerer, og hvad de selv har af ønsker for barnet/den unges fremtid.
Målet er, at de professionelle omkring barnet opbygger et samarbejde og udvikler et partnerskab med forældre, børn og netværk i situationer, hvor der er bekymring for barnet. Dette samarbejde med familie og netværk bør iværksættes så tidligt som muligt. Er du som leder, lærer og pædagog i tvivl om, hvorvidt der er behov for at afholde et inddragende netværksmøde, hvordan du rent praktisk får aktiveret netværket eller afholder mødet, er du meget velkommen til at kontakte os.
Barnet er midtpunkt
Barnet/den unges trivsel vil altid være i centrum. Det er vigtigt, at der skabes tryghed ud fra de omstændigheder, familien befinder sig i.
Barnet/den unge inddrages derfor aktivt i møder/samtaler på samme måde som forældrene. I særlige tilfælde kan det aftales med socialrådgiveren, at barnet ikke deltager i netværksmødet, men barnets ønsker for fremtiden skal altid være kendt på mødet.
Hvad betyder det for dig som medarbejder i dagtilbud og skole?
- Dagtilbud og skoler kan i samarbejde med PPR (fremskudt socialrådgiver) arrangere inddragende netværksmøder med PPR som facilitator.
- Dagtilbud og skoler vil blive indkaldt til at deltage i og bidrage til inddragende netværksmøder faciliteret af Familie- og rådgivningscentret.
- Dagtilbud og skoler vil blive inddraget i forhold til udarbejdelsen af netværksplaner (da I har relevant viden i forhold til barnet/den unge).
- Dagtilbud og skoler vil blive inddraget i forhold til at bidrage aktivt omkring de fastsatte opgaver og aftaler jf. netværksplanen.
- Dagtilbud og skoler vil have en aktiv rolle i forhold til at bakke op omkring netværksplanen samt herunder at støtte familien og netværket imellem de inddragende netværksmøder.
Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte de fremskudte rådgivere i PPR eller netværksenheden i Familie- og rådgivningscentret med dine spørgsmål.