Underskrift på digitale breve
Her finder du retningslinjerne for underskrift i forbindelse med digital udsendelse af breve (almindelig mail eller digital post).
Breve i afgørelsessager
Breve i afgørelsessager (uden for personaleområdet):
- sendes på kommunens brevpapir med kommunens byvåben.
- påføres sagsbehandlerens fulde navn, titel, organisatorisk tilhørsforhold og kontaktoplysninger.
- påføres journalnummer.
- udarbejdes i et esdh-system med logning.
- låses i esdh-systemet, inden de afsendes.
Ved manuel udsendelse af breve i afgørelsessager gælder samme krav til brevskabelonen. Her underskrives brevet dog manuelt eller ved faksimile-underskrift.
Retningslinjerne gælder for såvel afgørelsen som væsentlige sagsbehandlingsskridt, f.eks. partshøring og beslutninger om habilitet, kompetence og lignende.
Breve i ikke-afgørelsesager
For breve i ikke-afgørelsesager anvendes retningslinjerne ovenfor i størst muligt omfang, da de er udtryk for god forvaltningsskik.
Der er ikke noget underskriftskrav, når der sendes breve til borgerne uden for afgørelsessager - såkaldt faktisk forvaltningsvirksomhed. Underskriftskravet gælder heller ikke for kvitteringsskrivelser eller rykkerskrivelser.