PowerPoint-skabelon
Randers Kommunes Power Point-skabelon 2023 lever op til vores retningslinjer for grafisk design.
Randers Kommunes har udarbejdet en ny PowerPoint-skabelon. Skabelonen er lagt ind i Officepakken og skal vælges som "Default Theme" når du åbner PowerPoint.


Har du bruge for skabelonen et andet sted, kan du også hente den her.
Download PowerPoint-skabelonen.
Når du downloader skabelonen via Internet Explorer foreslår systemet selv, at den skal placeres under "Dokumenter/Brugerdefinerede Office-skabeloner". Bevar denne placering, så du nemt kan finde skabelonen, når du vil åbne den via PowerPoint.
Tips til en god PowerPoint-præsentation
Tænk over nedenstående, inden du går i gang med dit PowerPoint-præsentation:
- Hvad vil du sige til dine tilhørere?
- Hvad er det vigtigste at få sagt, og hvad skal de huske, når de går derfra?
- Hvem taler du til? Hvor gamle er de? Hvorfor er de der? Hvad er deres uddannelsesniveau?
Brug evt. et par post-its til at lave en god rækkefølge på skrivebordet, inden du går i gang.
Husk, at et PowerPoint er en støtte til det, du har på hjerte. Undgå at lave en gennemgang af en række punkter på et PowerPoint-slide. Der er alligevel ingen, der kan huske det. Et vedholdende rygte siger, at mennesket ikke kan huske mere end tre budskaber.
Brug billeder eller grafik
Uanset alder så siger et billede mere end 1000 ord, så dine vigtigste budskaber kan med fordel være understreget af billeder eller grafik.
På samme måde kan et billede være en emneskifter. Tænk derfor allerede inden du går i gang på at finde gode billeder, som understreger din pointe. Du kan anmode om adgang til Colourbox og Skyfish.
Billederne skal passe til dit budskab. Undgå klichéer, der mudrer budskabet frem for at fremhæve det (f.eks. håndtrykket der symboliserer samarbejde). Skip de ligegyldige/intetsigende billeder. Gør i stedet en indsats for at finde de billeder, der kan være et billede på lige præcis dit budskab.
Clip-art er forbudt! Det var smart i 90’erne, men hvis du bruger dem i dag vil dit oplæg fremstå forældet og småkikset.
Læs mere om, hvordan du finder gode billeder.
Punktopstillinger
Punkter er fristende, men det er bare ikke alt, der kan forklares i punkter.
Hjernen kan ikke håndtere store mængder tekst. Punktopstillinger resulterer ofte i for meget tekst pr. slide.
Del i stedet budskaberne ud på flere slides. Slides er gratis! Jo enklere slides, jo større forståelse.
Planlæg din præsentation
Hvis du ikke har en klar plan for, hvordan din præsentation skal bygges op, kan det hurtigt blive rodet og svært at følge med i. Derfor betaler det sig at overveje, hvordan du vil opbygge dit oplæg.
En effektiv måde at bygge din præsentation op på er at starte med ”hvorfor’et” - det vil sige den problemstilling, du forsøger at løse. Derefter kan du fortælle, hvordan vi kan løse problemstilingen.
Tegn meget gerne din plan på et blankt stykke papir, så du får et overblik over din præsentations opbygning.
Du kan også vælge at printe hele din PowerPoint-præsentation ud, så du får det fulde overblik – så kan du også hurtigt se, om der er noget, der ikke passer ind. Nogle gange er det desværre nødvendigt at ”kill your darlings”.
Sådan gør du
- Hav kun ét budskab pr. slide.
- Kan du selv huske budskabet ved at bruge et billede, så gør det i stedet.
- Fat dig i korthed.
- Centrale elementer kan du med fordel skrive i ”citat”.
- Skabelonen guider dig. Skal du bruge flere slides, så kopierer du blot det slide, du gerne vil genbruge.
Kropssprog
Din krop er mindst lige så stor en del af præsentationen som din hjerne. Derfor kan det være en god idé at bruge et øjeblik på lige at finde jordforbindelsen, inden du går i gang med din præsentation.
Du kan f.eks. tage fem dybe åndedrag, hvor du ikke fokuserer på andet end åndedraget. Du kan også finde et aflukket sted, hvor du strækker dig, så du bliver så stor som muligt. Det hjælper dig med at få styr på nerverne.
Når du er på
Det første indtryk betyder rigtig meget for, hvordan dit publikum opfatter dig.
Sørg for at være rolig, når du går på. Få øjenkontakt med så mange som muligt og smil imødekommende (men ikke fjollet eller fnisende).
Start først præsentationen, når du er helt klar.
Undgå at starte med at brokke dig over IT, der ikke fungerer, eller lignende. Det skaber tvivl om, hvornår præsentationen egentlig begynder, og kan mudre dit budskab fra starten. Beklag aldrig fejl i din PowerPoint. Det er ligegyldigt.
Under din præsentation
Mennesker spejler hinanden i masser af situationer. Du kender det måske, hvis der er nogen, der gaber. Så går der ikke længe, før du også selv sidder og gaber. Publikum spejler sig i dig, når du står foran dem. Hvis du ikke ser ud til at trives, vil dit publikum spejle dit ubehag og selv begynde at føle, at det er en ubehagelig situation. Sørg derfor for at sende signaler om, at du har det godt, at du selv synes, du fortæller om noget vigtigt/interessant, osv.
Under præsentationen spiller kroppen også en stor rolle. Mange gør noget med kroppen uden selv at lægge mærke til det. Det kan være, at de hele tiden går frem og tilbage, eller at de hele tiden står og piller ved et stykke papir. Det er irriterende for publikum, der kommer til at fokusere på det forkerte.
Det kan være svært at opdage sine egne dårlige vaner. I stedet kan du bede en kollega om at lægge mærke til, om der er noget, du skal være opmærksom på, eller optage en film af dig, næste gang du laver en præsentation.
Husk at tilgive dig selv, hvis din krop overtager under en præsentation – og forsøg derefter at gøre det bedre.