Indstillinger med bevillingsansøgninger
I sager med bevillingsansøgninger skal de økonomiske konsekvenser tydeligt fremgå af indstillingen, således at politikere og øvrige læsere får et klart overblik over, hvad der besluttes.
Driftsbevillinger
Driftsbevillinger gives og godkendes ved vedtagelsen af budgettet. Til enhver ny bevilling eller ændring af givne bevillinger skal det angives:
- hvad der søges – tillægsbevilling til driftsbudgettet
- hvilken bevilling, der søges til (udvalg og bevillingsområde anføres i bevillingsskemaet)
- hvilket beløb, der søges.
- Driftsbevillinger er nettobeløb – og det angives derfor, om der er tale om en nettoudgift eller nettoindtægt. Hvis ikke andet er nævnt er beløbet en nettoudgift. Beløbet angives som udgangspunkt altid eksklusiv moms. Hvis beløbet helt eller delvist indeholder moms (f.eks. på fritidsområdet) skal det fremgå.
- hvilket år der søges til – f.eks. et enkelt år eller flere år og hvilket beløb, det er de enkelte år
- hvordan bevillingen skal finansieres.
- Hvis beløbet finansieres af en pulje, skal det anføres, hvad puljens restbeløb er.
Anlægsbevillinger
Til hvert anlægsprojekt skal der være:
- et rådighedsbeløb – svarende til det beløb, som skal anvendes i hvert af de budgetår, som anlægget løber over
- en anlægsbevilling – svarende til den samlede sum af rådighedsbeløb.
Beløbene vil som regel "følges ad". Hvis der søges tillægsbevilling til rådighedsbeløb, skal der tages stilling til om der samtidig skal søges anlægsbevilling. Et rådighedsbeløb må IKKE bruges før der er givet anlægsbevilling til beløbet. Til enhver bevilling (både rådighedsbeløb og anlægsbevilling) skal det angives:
- hvad der søges (rådighedsbeløb og/eller anlægsbevilling)
- hvilken bevilling der søges til (bevillingsområde og projekt anføres i bevillingsskemaet)
- hvilket beløb der søges – og om det er en udgift eller indtægt Anlægsbevillinger er bruttobeløb. Beløb angives som udgangspunkt altid eksklusiv moms. Hvis beløbet undtagelsesvis er inklusiv moms (f.eks. ældreboliger) skal det fremgå
- hvilket år der søges til – f.eks. ved start af et projekt angives tidshorisonten og rådighedsbeløbene i de enkelte år
- afledt drift pr. år – der skal søges tillægsbevilling til afledt drift, hvis denne ikke allerede er indarbejdet i budgettet
- hvordan rådighedsbeløbet finansieres.
Særskilt om tillægsbevillingsansøgninger
Når der søges om tillægsbevillinger skal der udarbejdes et bevillingsskema, der viser udvalg, bevillingsområde/anlægsprojekt og beløbene.
Formålet med bevillingsskemaet er at sikre, at tillægsbevillingen bliver korrekt indberettet i økonomisystemet.
- Sagsbehandleren er ansvarlig for, at bevillingsskemaet bliver udarbejdet.
- Bevillingsskemaet udarbejdes inden sagen sendes til udvalgsbehandling.
- Skemaet kan findes på H-drevet under Budget/Bevillings-skemaer– her findes et skema til drift og anlæg.
- Skemaet skal ikke vedhæftes som bilag, men gemmes på H-drevet under BudgetBevillingsskemaer/Udvalg samt journaliseres på sagen i SBSYS.